Vores historie

Dansk virksomhed i 3 generationer

Vi er en 100% danskejet transportvirksomhed, der drives af familien Nørgaard gennem 3 generationer. Virksomheden blev grundlagt den 1. juni 1948, og det ved lidt af en tilfældighed. Johannes Nørgaard Petersen havde dengang et brødudsalg i Hundige, som han drev sammen med sin hustru Gerda. Derudover havde de investeret i en lastbil, der kørte eksport til Italien. På vej hjem med et læs bananer, gik bilen i stykker, og Johannes lagde penge ud for reparationerne.

Da hans kompagnon ikke kunne betale, fik han i stedet en koncession (tilladelse) til at køre med fragt mellem København og Hundige. I de første mange år var hovedparten af godset for private og små forretninger, men efterhånden som industrien voksede, kom der også virksomheder til Hundige og Greve.

2. Generation indtræder

I begyndelsen af 1960’erne begyndte Frank Nørgaard at arbejde i virksomheden, der på det tidspunkt havde 2 lastbiler. Firmaet blev drevet fra en privatadresse på Stillidsvej ved Hundige Strandvej i Greve, og godset blev distribueret fra Fragtmandshallen på Halmtorvet.

Frank var uddannet indenfor spedition, og samtidig med hans job i J. Nørgaard Petersen, startede han den 1. juni 1963 Spedition Nørgaard. Forretningen voksede støt, og da Johannes døde i 1971, blev begge firmaer flyttet fra Stillidsvej til Lunikvej ved motorvejen i Greve. Her blev først et kontor bygget, og senere, over flere omgange, blev der udvidet med terminal og større kontorer.

Udvidelse af aktiviteterne

Fra midten af 1970’erne begyndte vi at udvide forretningen til nye områder, først Karlslunde og Solrød, og senere mod Ishøj, Vallensbæk, Brøndby, Hvidovre. I 1993 købte vi yderligere Albertslund, Rødovre og Glostrup. På det tidspunkt havde vi 15 biler.

I denne periode havde vi også firmaets 2 første trækkere kørende for Spedition Nørgaard. Den ene, en Scania 111, kørte i fast trafik mellem Danmark og Finland, mens den anden, en Scania 141, kørte tank kørsel for Hoyer Danmark. Vi havde også en lastbil så langt væk som til Guernsey med et gartneri anlæg.

Da godskoncessionen blev ophævet i 1989, var vi med til at grundlægge Danske Fragtmænd AmbA, et landsdækkende distributionssystem med over 500 fragtmænd.

3. Generation bidrager med shipping

I 1990’erne kom 3. generation af familien Nørgaard ind i firmaet, Jesper Nørgaard. Han var uddannet indenfor shipping og udvidede speditionsforretningen med transport til og fra Fjernøsten. Vi har altid arbejdet målrettet på at konsolidere både J. Nørgaard Petersen og Spedition Nørgaard i et støt tempo, hvor der hele tiden var balance mellem investeringer og udgifter.

Da vi solgte Spedition Nørgaard i 1996, var firmaet blevet til en international transportvirksomhed med kontorer i Greve, Padborg og Ålborg, med 45 ansatte og trafik mellem Norden, Europa og Fjernøsten. Ved salget af Spedition Nørgaard i 1996 flyttede vi til nye lokaler hos Danske Fragtmænd Sjælland på terminalen i Taastrup. På det tidspunkt havde vi 24 ansatte og 17 biler.

Danske Fragtmænds købt af DSB stykgods

Næste store udfordring for J. Nørgaard Petersen og Danske Fragtmænd kom i 2001, da Staten besluttede at sælge DSB Stykgods til Danske Fragtmænd. Vi købte 4 trækkere/trailere og lavede aftaler med 3 vognmænd om at stille i alt 7 biler med chauffører til rådighed. Det var en meget spændende periode, men også meget krævende, fordi godsmængderne for os steg med over 30% fra den ene dag til den anden.

Udvidelse mod midt- og sydsjælland

I 2008 købte vi Køge Fragtcenter og overtog hermed 8 biler med chauffører og området dækkende Køge og Herfølge. I 2011 udvidede vi yderligere til områderne Borup, Bjæverskov, Strøby, Lille Skensved, Havdrup, Gadstrup, Viby Sjælland og Jystrup, og fik dermed mulighed for at servicere kunder i et endnu større område.

D. 1. juni 2023 kunne vi fejre 75 års jubilæum.